
Familiesammenføring er for mange familier nøglen til at kunne leve sammen i Danmark. En af de mest komplekse og afgørende betingelser i processen er integrationskravet, som ofte giver anledning til usikkerhed og afslag. I dette blogindlæg gennemgår vi, hvad integrationskravet indebærer, hvilke krav der stilles, samt hvilke undtagelser der kan være relevante i din sag.
Hvad er integrationskravet?
Integrationskravet har til formål at sikre, at ægtefæller eller partnere, der søger familiesammenføring, har en reel tilknytning til det danske samfund. Myndighederne vurderer samlet, om parret har bedre forudsætninger for at leve sammen i Danmark end i et andet land.
Kravet indgår som en central del af afgørelsen og vurderes på baggrund af flere faktorer, herunder, beskæftigelse, sprog og uddannelse.
Hvad ser Udlændingestyrelsen på?
Ved ansøgning om opholdstilladelse gennem familiesammenføring er det som udgangspunkt et krav, at ansøgeren og ægtefællen/samleveren i Danmark tilsammen opfylder integrationskravet. Kravet indebærer, at parret samlet set skal opfylde 4 ud af 6 integrationsrelevante betingelser. Tre af betingelserne vedrører ansøgeren, mens de øvrige tre vedrører ægtefællen/samleveren i Danmark. Én af betingelserne for ægtefællen/samleveren er obligatorisk og skal altid være opfyldt. Derudover skal parret opfylde tre af de resterende fem betingelser.
Fordelingen af betingelserne er fleksibel. Hvis den ene part opfylder flere af sine betingelser, kan den anden nøjes med at opfylde færre. Omvendt kræves det, at den anden part opfylder flere betingelser, hvis den første kun opfylder én.
Betingelser for ansøgeren (udlændingen)
Ansøgeren kan opfylde integrationskravet ved blandt andet:
- at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en tilsvarende eller højere danskprøve, eller en engelskprøve på mindst B1-niveau
- at have været i ordinært fuldtidsarbejde eller selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år ud af de seneste 5 år, enten i Danmark eller i udlandet
- at have bestået et offentligt anerkendt uddannelsesforløb af mindst 1 års varighed, som kan sidestilles med en dansk erhvervsuddannelse eller videregående uddannelse. Gymnasiale uddannelser kan ikke medregnes, og uddannelsen skal være bestået.
Betingelser for ægtefællen/samleveren i Danmark
Ægtefællen/samleveren skal som en obligatorisk betingelse enten:
- have bestået Prøve i Dansk 3 eller en tilsvarende eller højere danskprøve, eller
- have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 5 år i Danmark, hvor der i væsentlig grad er kommunikeret på dansk
Derudover kan ægtefællen/samleveren opfylde integrationskravet ved:
- mindst 5 års arbejde i Danmark
- mindst 6 års uddannelse i Danmark, heraf mindst 1 års sammenhængende fuldtidsuddannelse ud over grundskolen
Undtagelser fra integrationskravet
Udlændingestyrelsen kan i særlige tilfælde vælge at se bort fra integrationskravet. Det kan fx være, hvis ansøgeren eller ægtefællen/samleveren i Danmark:
- har hjemmeboende mindreårige børn med selvstændig tilknytning til Danmark, eller samvær med mindreårige særbørn fra tidligere forhold,
- er alvorligt syg eller har et alvorligt handicap
- fortsat risikerer forfølgelse i hjemlandet
Typiske fejl, der fører til afslag
Afslag på opholdstilladelse skyldes ofte misforståelser eller mangelfuld dokumentation i forhold til integrationskravet. De mest almindelige fejl er:
- Manglende opfyldelse af 4 ud af 6 betingelser
Ansøger og ægtefælle/samlever opfylder samlet set ikke det krævede antal integrationsrelevante betingelser. - Fejlagtig fordeling af betingelserne
Der tages ikke højde for, at den obligatoriske betingelse for ægtefællen/samleveren altid skal være opfyldt, eller at den ene part skal opfylde flere betingelser, hvis den anden kun opfylder få. - Utilstrækkelig dokumentation for sprogkundskaber
Sprogprøver er ikke bestået på det krævede niveau, er aflagt hos en ikke-anerkendt udbyder, eller dokumentationen mangler eller er ufuldstændig. - Arbejde, der ikke kan godkendes som ordinært fuldtidsarbejde
Praktik, løntilskudsjob, deltidsarbejde under 30 timer om ugen eller arbejde uden dokumentation for normale løn- og ansættelsesvilkår medregnes fejlagtigt. - Forkert opgørelse af beskæftigelsesperioder
Arbejde ligger uden for den relevante periode, eller perioderne kan ikke dokumenteres tilstrækkeligt. - Uddannelse, der ikke kan medregnes
Gymnasiale uddannelser, ikke-beståede forløb eller uddannelser, der ikke er offentligt anerkendt, indgår fejlagtigt i opgørelsen. - Manglende dokumentation for kommunikation på dansk
Ved brug af beskæftigelse som alternativ til danskprøve kan det ikke dokumenteres, at der i væsentlig grad er kommunikeret på dansk. - Manglende inddragelse af relevante undtagelser
Oplysninger om mindreårige børn, alvorlig sygdom, handicap eller andre særlige forhold fremlægges ikke, selv om de kan have betydning for vurderingen. - Ufuldstændig eller ukorrekt ansøgning
Manglende bilag, forkerte oplysninger eller uoverensstemmelser mellem ansøgning og dokumentation kan føre til afslag.
En advokat i familiesammenføring, eller, en jurist i familiesammenføring vil kunne spare dig for en masse tid og ressourcer ved at gennemgå betingelserne og dokumentationen.
Klage over afslag
Hvis din ansøgning om familiesammenføring bliver afslået på grund af integrationskravet, har du mulighed for at klage. Klagefristen er typisk kort (8 uger), og det er afgørende at få identificeret præcis, hvor myndighedernes vurdering kan udfordres. En velbegrundet klage med supplerende dokumentation kan i mange tilfælde føre til en ændret afgørelse.
Hvad kan en advokat eller jurist i familiesammenføring hjælpe med?
En advokat i familiesammenføring eller jurist i familiesammenføring kan hjælpe dig sikkert gennem ansøgningsprocessen og reducere risikoen for afslag. Rådgivningen omfatter blandt andet vurdering af, om betingelserne for familiesammenføring er opfyldt, herunder integrationskrav, opholdskrav, økonomiske krav og sprogkrav. Derudover hjælper en advokat i familiesammenføring med korrekt dokumentation, udfyldelse af ansøgningen og dialog med Udlændingestyrelsen. Ved afslag kan en jurist i familiesammenføring bistå med klage, genansøgning og juridisk vurdering af undtagelser, så dine rettigheder bliver varetaget bedst muligt.